|
A N D E T K U L D
Seks små rimelig nye klumper nyder en tår i mælkebaren!
ANDET KULD Da planen om nr. 2 kuld kom, følte vi os mere beredte end ved det 1. kuld, - nu kendte vi lidt mere tegnene på Lucy og følte vi havde fået en meget "blid" start med et kuld på én hvalp.
Vi vidste også at Lucy er en helt fantastisk mor, og da hun var kommet sig rigtig flot over 1. kuld, turde vi godt parre hende i løbetiden efter.
Maven begyndte hurtigt at vokse på Lucy, og vi kunne jo godt se der ihvertfald kom mere end én denne gang. - Men da vi kom ind til dyrlægen da Lucy var 8+ uger henne, var vi dog alligevel ikke helt forberedt på at de ved røngten sagde "6, måske 7 hvalpe".
Dén kom alligevel bag på os, men vi var sikre på at Lucy nok skulle klare det.
FØDSEL Dog snød Lucy os lidt, og fødte præcis 9 uger fra første insemineringsdato, hvor vi havde sat hende til torsdagen efter - som passede med 9 uger efter sidste insemineringsdato. - Men sådan er dét jo.
Vi kunne ligesom sidst mærke at nu var det ved at være nu, og Lucy var dygtig til at være i fødekassen og gøre sig klar, mens vi nussede og klar til at hjælpe.
Så begyndte fødslen ellers, og den forløb hurtigere end forventet; Kl. 23.33 kom 1. hvalp, rød = Amelia / Ronja. Kl. 00.15 kom 2. hvalp, grøn = Attila Kl. 00.26 kom 3. hvalp, blå = Perle / Frida Kl. 01.10 kom 4. hvalp, lilla = Penny Kl. 01.20 kom 5. hvalp, brun = Malina Kl. 01.38 kom 6. hvalp, hvid = Rollo / Buster
Det gik meget stærkt mellem hvalpene, og da Penny kom, nåede Lucy ikke selv at begynde at pakke hende ud før hun var i gang med at føde den næste, så vi måtte skynde os at få hendes pakket ud, og lige masseret lidt, og så var hun fin og frisk igen.
Vi hjalp lidt undervejs med at sørge for at de alle blev pakket ud og blev nulret tørre, men forsøgte at lade Lucy gøre så meget hun selv kunne undervejs. - Personligt synes jeg det er bedst når tæven får lov til at klare så meget hun kan selv, fremfor at man selv begynder på at pakke ud, klippe navlestreng m.v. - medmindre det selvfølgelig er nødvendigt.
Men fødslen gik som den skulle, og alle 6 hvalpe var fine, sunde og raske - vi havde været lidt nervøse for om alle 6 ville klare den, var jo et stort kuld - men alle 6 havde en fin fødselsvægt og var i fin form. - De fik også ros fra dyrlægen morgenen efter, og alle var i fin form.
OPVÆKST Sådan 8 uger går hurtigt, og der var gang i fødekassen i forhold til sidste gang - hvalpene fik malket godt af Lucy som så skrækkelig ud den første uges tid. - Der kom en masse foder ind, og det hjalp, men der skulle også gives meget mælk til en stor flok sultne hvapser, og vi kunne se vægten stige støt som den skulle.
Der har hele tiden været godt gang i dem, og snart blev den fødekasse jo alt for kedelig og SÅ måtte de ned i hvalpegården, og ud på gulvet og udforske verden.
Undervejs har vi forsøgt at vænne dem til en masse dagligdagsting som støvsugeren, fjernsynet, de andre hunde, fremmede der kommer og gramser, og da den første sne faldt og de kom ud og lege, dér var de bare lykkelig for dét var vel nok noget af det sjoveste i verden.
Vi har også forsøgt at spille lidt lyde på computeren som fx fyrværkeri, for at de kan starte med at lære de lyde at kende. - Lidt ture i buret også, for at lære at det ikke er særlig farligt, og de fleste af dem finder det meget hyggeligt, og buret står bare på gulvet så de selv vælger om de vil være der eller ej.
Vi glæder os til alle 6 hvalpe er flyttet til deres nye hjem, for at kunne gøre glæde hos 6 nye familier, - men det bliver også rigtig hårdt at skulle sende dem alle afsted. - Man ville jo egentligt gerne beholde dem alle sammen!
HVALPENE Det er en af de mest spændende ting ved at ha' hvalpe i huset, at se en masse nye personligheder spire frem. - Vi glæder os til forhåbentligt at høre mere fra de kommende familier, og høre hvordan de skønne små hvalpe udvikler sig endnu mere.
AMELIA (Ronja hos sin nye familie!) - Amelia er opkaldt efter Amelia Mary Earhart, fordi vores Amelia også er en rigtig lille eventyrer der vil ud og opleve verden. Hun er en sød pige, men med krudt i numse, der godt vil ud og opleve verden og er rigtig nysgerrig. - Samtidig er hun en sød og nem pige, der kommer glad hoppende.
ATTILA THE HUND - Attila er opkaldt efter Attila the Hun, - vores Attila har ikke noget behov for at rive nogens lemmer af, men han har forsøgt sig med stolene og bamserne, dog uden held. Han er en super glad og kæk lille dreng, som bliver så glad at han vrikker og hopper med hele kroppen, og bare vil slikke og mysse en i hele hovedet når han er oppe, han bliver simpelthen så glad så glad. - Han er rigtig nysgerrig og holder sig ikke tilbage, han vil gerne ud og se verden. Attila har en lille "skønhedsfejl", idet han har et knæk yderst på halen, - det er udelukkende kosmetisk, og et sødt lille "kendetegn".
PERLE - Perle blev kaldt Perle, fordi hun er en feminin lille pige. Vi tænker lidt på Perle, som er hundemoren i 101 Dalmatiner, - blid og feminin. Selvfølgelig kan Perle være en lille frækkert som de andre, og hun holder sig heller ikke tilbage når der skal ske noget, men hun vil også rigtig gerne op og ligge og hygge på sofaen, og nusser man hende lidt vil hun gerne ligge og sove lidt hos en. Perle er vi så heldige at kunne følge rigtig meget, hun bor nemlig hos "Oldemor og Oldefar", Kim's forældre.
PENNY - Penny er lidt en lille "Lucy-kopi", hun er så mild og nem, og har en bestemt måde at ligge ørerne på når hun får opmærksomhed, som minder lidt om Lucy's. Hun er en nysgerrig lille hund, der rigtig gerne vil opsøge opmærksomheden hele tiden, og nusses og puttes med.
MALINA (Nova hos sin nye familie!) - Malina er en rigtig terrier med stort T. Hun er en bestemt dame, der ikke går af vejen for at nedlægge sine søskende i en lille slåskamp. Hun vil gerne op og sidde og putte, men hvis hun ikke vil mere, så skal hun nok sige til - der er generelt rigtig meget lyd på Malina, og hvis der er noget hun ikke vil, jamen så gør hun det ikke!
ROLLO (Buster hos sin nye familie!) - Rollo er simpelthen en tro kopi af sin far, Lucky. Han er stor, rolig og godmodig, og der skal meget til for at hidse ham op, og så har han et rigtig godt sovehjerte. - Han er kuldets store rolige bamse, og han er bare en fantastisk dejlig dreng. Det skal dog ikke lyde som at han ikke går af vejen for en god tur i sneen, en slåskamp over gummikyllingen, og han skal også nok være først hvis der er noget som drejer sig om noget spiseligt - som sagt, en tro kopi af sin far!
|